Karen og spørgsmålene til bageren: et kursusforløb i interviewteknik

Karen kom til forløbet i begyndelsen af efteråret. Hun arbejder på et kontor i Skive og havde aldrig skrevet for andre end sig selv. Hendes ønske var enkelt: Hun ville forstå, hvorfor nogle erhvervsartikler føles som reklame, og hun ville kunne stille bedre spørgsmål, når hun læste dem.

Da vi nåede til modulet om interviewteknik og kildekritik, havde hun valgt en case fra sin egen by: ejeren af et mindre bageri, som havde skiftet leverandør og hævet priserne på rundstykker. Hun havde kun én sætning på papiret: Hvorfor blev det dyrere?

Jeg nævner hende ved fornavn, fordi hun har givet lov, og fordi forløbet hviler på kursisternes egne eksempler. Det, der fulgte, er ikke usædvanligt. Næsten alle starter med et spørgsmål, der er for stort til at få et godt svar.

Første opgave var at dele spørgsmålet op. Hvorfor blev det dyrere er et spørgsmål, som en bager kan besvare med to gode minutter om råvarer og energi, uden at man får noget at tjekke. Karen skrev i stedet spørgsmål, som kunne besvares med et tal, en dato eller et eksempel.

Hun spurgte for eksempel, hvornår leverandøren skiftede, hvor meget mel der bruges på en almindelig uge, og hvilken del af prisstigningen der kom fra indkøb. Hvert spørgsmål havde et svar, hun bagefter kunne holde op mod noget andet.

Vi talte også om rækkefølgen. De lette og faktuelle spørgsmål kom først, så samtalen fik ro. De ubehagelige, som om bageriet tjener mere i dag, lå sidst, når der var opbygget tillid. Karen strøg to spørgsmål, som i virkeligheden var meninger med et spørgsmålstegn bagpå.

• Spørg efter tal, datoer og eksempler frem for forklaringer
• Lad de lette spørgsmål komme først
• Stryg spørgsmål, der er en holdning i forklædning

Næste del handlede om kilder. Karen havde allerede bagerens egen forklaring i tankerne, men en enkelt kilde er sjældent nok. Vi lavede en kort liste over, hvem der ellers kunne vide noget: leverandøren, en anden bager i byen, branchens egne prisoversigter og bagerens seneste regnskab, hvis det var offentligt tilgængeligt.

For hver kilde stillede vi tre spørgsmål. Hvad ved personen af egen erfaring, og hvad har vedkommende hørt fra andre? Hvad har kilden selv at vinde ved, at historien bliver fortalt på en bestemt måde? Og kan oplysningen kontrolleres et andet sted?

Karen opdagede, at hendes mest troværdige kilde ikke var den mest imødekommende. Leverandørens prisliste kunne hun sammenligne med bagerens svar, og den fortalte mere end nogen af de pæne formuleringer.

Interviewet varede cirka tyve minutter og foregik i bageriets stille eftermiddagstid. Karen havde sine spørgsmål på papir, men lærte hurtigt, at de bedste kom, mens bageren talte. Da han nævnte, at han havde skiftet mel af hensyn til leveringssikkerhed, spurgte hun blot: Hvad kostede det i forhold til før?

Hun noterede ordret, når der faldt et tal, og skrev under samtalen et lille X ud for alt, hun skulle have bekræftet bagefter. Det gav hende en tydelig oversigt, da hun kom hjem.

Efterfølgende fortalte hun, at det sværeste var at tie stille. Nogle gange fortsætter folk af sig selv, hvis man venter to sekunder længere end behageligt, og det var netop i de pauser, bageren sagde det mest brugbare.

• Notér ordret, når der nævnes tal
• Marker alt, der skal efterprøves
• Vent lidt længere end behageligt, før du spørger videre

Derhjemme gennemgik Karen sine noter med de markerede punkter. To af bagerens tal passede med leverandørens prisliste. Et tredje, om hvor meget energien var steget, kunne hun ikke bekræfte, og hun valgte at skrive det som bagerens egen vurdering i stedet for som en kendsgerning.

Det er en lille forskel i en tekst, men den er afgørende. Læseren kan se, hvad der er dokumenteret, og hvad der er en persons oplevelse. Sofie Bjerregaard gav skriftlig respons på udkastet og pegede på to sætninger, hvor Karen ubevidst havde overtaget bagerens formuleringer.

Karen omskrev dem med sine egne ord og tilføjede, hvad hun ikke havde kunnet få svar på. En tekst bliver mere troværdig af at sige, hvad den ikke ved.

Da forløbet var slut, spurgte jeg Karen, hvad hun ville gøre anderledes. Hun nævnte tre ting: forberede færre spørgsmål, men bedre, bede om dokumenter på forhånd i stedet for at spørge efter dem midt i samtalen, og altid skrive ned, hvem der siger hvad, og hvorfra den enkelte ved det.

Hun læser i dag erhvervsnyheder med et andet blik. Når en artikel citerer en direktør, leder hun efter, om nogen anden er blevet spurgt. Når et tal står uden kilde, tænker hun på bagerens energiregning.

Det er ikke en særlig journalistisk evne. Det er en vane, som man kan øve, og som gør det lettere at gennemskue, hvad man selv læser og skriver.